_Den

ulykkelige Krig i 1864 bragte mange danske Mennesker til at samle al deres Kraft og Energi om Danmarks Genrejsning: Tietgen blev den store Foregangsmand inden for Handelen, Bankverdenen og den gryende Storindustri, N. I. Fjord blev ved sin Dristighed og Fantasi ligesom Symbolet paa Landbrugserhvervets mægtige Blomstring under Andelsbevægelsens Sejrsgang. Ingen har, dog i den Grad faaet knyttet sit Navn saa uløseligt til Genrejsningen som Oberst Dalgas, Hedesagens utrættelige Forkæmper. Han staar endnu i Mindet paa Grund af sin ukuelige Vilje, sin skabende Evne og sin Karakters Renhed som den centrale Skikkelse i Nationens praktiske Liv i det 19. Aarhundredes sidste Menneskealder. „Hvad udad tabtes, skal indad vindes," var hans Valgsprog, og det lykkedes ham næsten i bogstavelig Forstand at gøre Stene til Brød.

I den Grad er Hedens Opdyrkning knyttet til Dalgas' Navn, at det nu næppe erindres, at der forud for hans Gerning blev øvet et saare betydningsfuldt Pionerarbejde af dygtige og betydelige Forstmænd og stræbsomme Hedeboere. Det er ikke saaledes, at man ved en Skildring af Hededyrkningens Pionerer kan udpege een Personlighed som Sjælen i Arbejdet, det er mere en Kreds af stille, arbejdende Mennesker, der fortjener at mindes.

Allerede i det 18. Aarhundredes Midte, da Fysiokraterne spredte Interesse for en rationel Jorddyrkning, meldte Spørgsmaalet sig om ønskeligheden af Udnyttelsen af de vidtstrakte jydske Heder. Man søgte fra Kongens og Regeringens Side at bevæge danske Bønder til at sætte Plov i Hedens Lyng, men forgæves. For at hindre, at Bestræbelserne helt skulde løbe ud i Sandet, blev det besluttet at indkalde tyske Kolonister. Man valgte hertil ikke, hvad der vilde have været baade klogt og rimeligt, brandenburgske Hedebønder, men ,,forskrev" Folk fra Rhin- og Mainegnen. Det var fra samme Egn og paa samme Tid, at en spansk Oberst hentede Kolonister, for at de, under Spaniens yndige Himmel, kunde bebygge Sierre Morenas Vildnisser. Det var ogsaa fra hine Rhinegne, at Catarina den 2. af Rusland fandt sine dygtige og vindskibelige Kolonister til Ukraines sydlige Stepper. „Hvad Kolonisationen er blevet til i Rusland, er næsten lige saa bekendt som det skønne Anlæg i Spanien, mens man fem Mile fra Alheden næppe nogen Sinde har hørt synderligt om dens tyske Kolonister og deres Væsen."

Selvfølgelig var det et alvorligt Misgreb, at man valgte phalziske Bønder fra Tysklands dejligste og „lykkeligste Klima", hvor selv ,,Olietræet og Laurbærtræet kan taale den fri Luft og hvor Vinranken modner sine Druer," til at opdyrke Alhedens golde Lyngsletter.

Man gaar vel næppe for vidt, naar man paastaar, at Kolonisterne blev lokket med Løfte om et nordisk Paradis; hertil kom Tidens Alvor: Syvaarskrigens Soldater hærgede Phalzegnen paa det frygteligste, og da Bonden, der oftest maatte baade lide og betale, greb han Chancen for Udvandring. Iblandt Kolonisterne fandtes adskillige brave, om end fattige, phalziske Bønder, men en ”Mængde Desertører af alle Nationer og Religioner, Skorstensfejere og Skærslippere o. desl. blandede sig imellem."

Der blev anvist dem Jord paa Alheden Syd for Viborg. og paa Randbøl Hede Vest for Vejle. Næsten alle Kolonisterne forlod Landet igen, bukkende under for Klimaets Barskhed og Jordens Karrighed: 1759 begyndte Kolonisationen med ca. 1000 Personer, 1765 var kun en Fjerdedel tilbage og i 1768 levede der kun 240 Kolonister i de to Byer Havredal og Grønhøj (Frederikshede og Frederikshøj ), men disse sidste Nybyggere dannede den haardføre og stædige Kerne, der bød Stedet og Tiden Trods, og det lykkedes dem ved en grænseløs Sparsommelighed og et overmenneskeligt Slid at friste Livet som Kartoffeldyrkere. De blev i Danmark. Endnu i Aaret 1838 levede en gammel kraftig Kolonist i sit 86. Aar. Han var født i Egnen omkring Heidelberg og kunde endnu tydeligt erindre Vandringen herop. Det fortælles om denne Kraftkarl, at han i sit 76. Aar giftede sig for anden Gang og efterlod sig i 1., 2. og 3. Led 81 Individer!

Forsøget med Opdyrkning af Alheden ved tyske Bønders Hjælp maatte i det hele karakteriseres som ganske mislykket, og Jyderne selv skulde selvsagt ikke blive opmuntret ved Betragtning af Tyskernes Lod; men Regeringens Forsøg paa at fremme Hededyrkningen førte aligevel i en anden Retning til noget betydningsfuldt og godt, nemlig ved Regeringens Anlæg af Naaletræsplantager.

Ukendskab til Hedens Jord og de træarter, der skulde benyttes, medførte ofte, at Plantningen mislykkedes, men ved utrætteligt Arbejde lykkedes det at gøre Erfaringer, som siden skulde komme til stor Nytte. De to Forstmænd, der særlig udmærkede sig som Plantører paa Alheden og Randbølhede, var G. W. Brüel og Jens Bang. Brüel var blevet ”opdaget" af Chr. Ditlev Reventlow (der selv var en betydelig Forstmand), da han i Aarene om ved 1780 havde lagt Planer for den preussiske Minister Hardenbergs Skove i Jyland. 1788 udnævnte Kongen ham paa Foranledning af Reventlow til inspektør for de Skovanlæg, der laa paa de jydske Heder. Brüel knyttele den unge, lovende Forstkandidat Jens Bang til sig som Assistent. Det var et lykkeligt Valg. Bang ejede en sjælden Evne til at udnytte sin teoretiske Viden paa praktisk Maade, dertil besad han et lempeligt Haandelag i Form og Midler, vandt Mennesker, knyttede dem til sig og opnaaede efterhaanden at blive mødt med den største Tillid og Sympati. inden for sin Virkekreds. Frederik VI satte ham overordentlig højt og gav paa forskellig Vis Udtryk herfor.

Brüel og Bang naaede gennem mange Aars praktisk Forsøgsarbejde og Studium til det Resultat, at det ikke nyttede at opelske Plantager af Skovfyr paa Heden, men at der var bedre Udsigt for Rødgranens Trivsel, ,,især paa Jord, der før havde været under Plov." Disse to Hedeskovbrugere gjorde ogsaa rige Erfaringer med Hensyn til noget saa betydningsfuldt som Anlæget og Pasningen af Planteskoler. Det synlige Resultat af deres Virke blev Anlæget af Stendals Plantage i 1790 og Ulvedals Plantage i 1796 (først 1828 kom Havredals Plantage til).

Det vilde ikke være korrekt i en Artikel om Hedesagen at undlade at nævne St. St. Blichers Navn; hvor meget han end besang Heden og elskede den som den henlaa i sin sørgmodige Ensomhed, var han den første til i Skrift og Tale at virke for Plantning som Læ mod Sandflugters.

I denne Forbindelse bør ogsaa mindes Konsistorialraad Hans Bjerregaard, Søn af den „lærde" Fæstebonde Hans Jensen paa Bjerregaard i Gentofte Sogn under Bernstorffs Gods. Han var Sognepræst i Hjermind-Le-Hjorthede Sogn i Viborg Stift i den lange Aarrække fra 1798-1857. Fra sin Fader havde han taget en rastløs Virketrang i Arv; det fortælles, at allerede som Dreng interesrede Plantning ham, og da Skæbnen førte Præsten til Hedens fattige og ugæstmilde Egne, besluttede han at tage Kampen op med Lyngen: 1814-16 anlagde han paa Præstegaardens Hedejord en 7 Tdr. Land Plantage, der voksede fortræffeligt. Tidlig og silde arbejdede han i denne Plantage; han uddelte aarligt en Mængde velegnede Planter til Naboer, skrev oplysende Artikler om Hedeplantning og fik efterhaanden Bønder, Skolelærere og Præster til at beplante mindre Hedearealer omkring deres Gaarde og Huse. Paa en af sine Jyllandsrejser besøgte Frederik VI ogsaa Hans Bjerregaard, og der blev fra da af bevilget ham Økonomisk Støtte. Hans rige Erfaring om Hededyrkning har han nedskrevet i smaa Bøger og Afhandlinger; det er fra kyndig Side fremhævet, „at hans syn paa, hvad der kunde komme ud af de jydske Heder, og hvad der burde gøres, var ofte ligefrem genialt; i mangt og meget kan han betragtes som Banebryder for Hedeselskabet i Nutiden,"

Som der paa Hededyrkningens Omraade saaledes var gjort et trælsomt og ihærdigt Arbejde før Dalgas, saaledes kan det ogsaa nævnes,. at der med Hensyn til Tilplantning af Klitterne var gjort et Pionerarbejde før 1864. Her fortjener H.C. Riegets' Navn at mindes med størst Taknemmelighed; baade som Praktiker (Ejer af Snoghøj) og som Agitator arbejdede han hele sit Liv for Beplantning af Klitter. Staten stillede Riegels i Spidsen for den Virksomhed, der skulde anstille Forsøg med Træplantning i Klitter. Hans tidlige Død hindrede ham i at naa det Resultat, der altid havde foresvævet ham: at plante en sammenhængende Skov paa de golde Klitter ved Vesterhavet til Læbælte for hele Halv Øen. Ved hans Bortgang i 1861' blev de Thygeson sat i Spidsen for Plantningen paa de jydske Klitter, og han virkede med stor Dygtighed lige til sin Død i 1905.

Rent statistisk betragtet blev der i Tiden fra 1759-1864 kun udrettet lidt paa alle disse Omraader; man kan regne med, at kun ca. 1 pCt. af Hedens Areal ca. 1860 var beplantet med Træer, og af denne Procent havde kun en Trediedel naaet en smuk Udvikling. Men Begyndelsen med alle dens Vanskeligheder var gjort: Der var faktisk et sundt_. Grundlag at bygge videre paa.

GUNNAR HANSEN,